Ferie på landet
I skolernes ferier har vi bondegårdsferie med morgenmad og aftensmad.
Nyd en afslappende ferie i rolige og grønne omgivelser. Gården og udeområderne er til fri afbenyttelse og der er fri adgang til alle dyr hele tiden.
Maden klarer vi for jer. Vi laver morgenmad og aftensmad inklusiv i bondegårdsferie. Vi har en stor køkkenhave hvor vi dyrker grøntsager, kartofler, frugt og bær. Jorden dyrkes efter økologiske principper hvor vi anvender kompost og gødning samt lugning og sæsonskifte i stedet for ukrudtsmidler.
Vi tilbereder maden fra bunden, bager brød og sylter. Vi efterkommer ønsker om vegetariske retter, ønsker man veganske erstatningsprodukter for mælk, pålæg, æg m.m. bedes man selv medbringe dette. Vi serverer sunde og velkendte retter for børn og voksne og frugt eller kage til dessert.
På Kildegaarden er der mange grønne områder og dyrene går frit eller i indhegninger og venter bare på at få besøg af både børn og voksne. Alle dyrene er søde og rare og glade for børn. Hver dag er der fodringsrunde efter morgenmaden. Alle kan deltage i fodring og pasning af dyrene. Vi skal samle æg fra vores fritgående høns og give dem mad. Du kan håndfodre fårene og gederne, plukke mælkebøtter til kaninerne og prøve at holde en høne. Alle dyr kan besøges hele dagen.
Når fodringsrunden er slut har I dagen til rådighed, I kan tage til stranden kun 10 minutter fra Kildegaarden eller prøve en af seværdighederne i området. Danmarks største sten ligger 8 km fra Kildegaarden og er bestemt et besøg værd. Der er mange fantastiske steder indenfor 30 minutter, fx er der kun 20 minutter til Egeskov Slot og 30 minutter til H.C. Andersens hus, Odense Zoo og Rosengårdscenteret i Odense. Den meget populære strand; Lundeborg Strand er ca. 15 min. kørsel væk. I Lundeborg er der både legeplads, dejlig strand og gode spisemuligheder.
På Kildegaarden har vi fodboldbane, havespil, bålsted og petanquebane til fri afbenyttelse.
Der gives 10% rabat i juni, juli og august ved bestillinger uden for ugerne 27-31.
Bestilling via e-mail: info@kulinariske.dk
Vores dyr
Vi er certificeret af Dansk Landboturisme til at have bondegårdsferie.
Man kan nusse med kaninerne, kramme lam og gedekid, fodre hønsene med hånden og kæle med fårene, lammene og kattene.
Priser for 2025
Pris pr. voksen pr. dag: 800 kr. Børn 2-12 år: 400 kr. Børn 0-2 år: 200 kr. Prisen er med overnatning, morgenmad og aftensmad.
Sengetøj og håndklæder medbringes eller man kan leje en linnepakke med håndklæde til 100 kr.
Ankomsttid til bondegårdsferie er fra kl. 15.00 Afrejse ca. 10.30. Det er praktisk at medbringe gummistøvler og indesko.
Vi har en stor have
Med store grønne områder og en petanquebane. Der er meget plads at boltre sig på her på Kildegaarden. Vi har en petanquebane og foldboldbane samt flere små steder til hygge og afslapning, Nyd kaffen i haven eller spis ude i den store gårdhave, hvor solen er på om dagen eller på den store vestvendte terrasse om aftenen.